25
alvorligere Ting. Jeg veed ikke hvoraf det kom¬
mer, sagde Adelsmanden nyelig, at naar jeg ef¬
tertænker hvad, der er bleven sagt i de beste Sel¬
skaber, hvor jeg har været, er det sielden saa vig¬
tigt, som det jeg taler med mine Bønder. Saa¬
ledes gaaer det og mig, sagde Præsten, endog
naar jeg besøger lærde Folk. Jeg skal sige Dem
Aarsagen, mine Herrer, svarede Kiøbmanden.
J den store Verden har man længe været alt for
artig til at tale om alvorlige Ting. Næst saa¬
danne Handlinger, hvorved man kan vise sin Agt¬
somhed for Kiønnet, er Smagen det eneste, hvor¬
om det er tilladt at tale, og denne Smag, som
begynder fra Supperne, kan, uden at overtræde
høfligheds Love, ikke gaae videre, end til de A¬
nacreontiske Vers. Om alvorlige Ting kan in¬
gen skikkelig Mand tale, og Grunden dertil er
denne: At naar man taler med Folk, maae man
tale noget, som interesserer dem, og som de kun¬
de forstaae. J de artige Selskaber kan dette
ikke strække sig meget vidt, og de Lærde, dem in¬
teresserer intet, uden hvad andre ikke kunde for¬
staae. Det første er for lavt, og det sidste for
høit til at være nyttigt. J vores Selskab iagt¬
tage vi vel den samme Regel; enhver vil gierne
sige noget, som kan interessere de andre. Der¬
som jeg altid snakkede om det, som jeg sidst havde
hørt paa Børsen, og min Noboe, hvorved han
meente
