259
det eneste, sagde Adelsmanden, som kan interes¬
sere os alle, og jeg begriber nu hvoraf det kom¬
mer, at saa tidt, som vi see hinanden, gaaer Ta¬
len tilsidst altid ud derpaa; og dette, lagde Kiøb¬
manden til, er lige saa vist en Regel, som at man
i et stort Selskab hører noget om nye Moder, om
nye Retter, eller om nye Avancements; at lær¬
de Folk, naar de komme sammen, tale om nye
Ord, eller om nye Problemer; at Kiøbmænd
snakke om Vexelcoursen, og Bønder om Korn¬
Prisen. De Samtaler, som jeg undertiden har
anført i disse Blade, vise, at Kiøbmanden hav¬
de Ret. Jeg havde anført flere deraf, dersom
jeg ikke hidindtil havde været af den Tanke, at
det stred mod Høfligheds Regler, og især mod en
Tilskuers Pligter, at opfylde de Blade, som ha¬
ve den Lykke, at blive læst af mange skikkelige
Folk, med saadanne Ting, som ere for alvorlige
til at kunde tale derom i et artigt Selskab. Jeg
har ofte faaet den Erindring, baade af Fruentim¬
mere og af Konstdommere, at en Tilskuer ikke
maae være saa alvorlig. Men siden Kiøbman¬
den saa grundig har beviist, at Høfligheden selv
udkræver saadanne Samtaler, som ere alminde¬
lige nok til at interessere alle Stænder, troer jeg
nuiselv, at man paa ingen behageligere-Maade
kan underholde et stort Selskab, end ved at tale
om Lovene, og mine Læseres Selskab strækker sig
