285
de, paa hvilken de udtrykkes og bestemmes. De
bør være klare og tydelige, og dertil giør Kort¬
hed mere end Vidtløftighed. Man maae især
vogte sig vel for, at ikke tale om den samme Ting
paa mange Steder og i adskillige Artikler. Et
eneste overflødigt eller ubestemt Ord kan ofte hin¬
dre Udøvelsen af en stor Lov; og naar man veie¬
de Følgerne af begge Yderligheder mod hinanden,
skulde man snart finde, at flere Love bleve gjorte
uvirksomme derved, at man har sagt for meget,
end derved, at man har sagt for lidt. Lovene
maae være forstaaelige; og et gammelt Ord eller
Phrase, som ikke meere er bekiendt, eller hvis Brug
er forandret og ubestemt, hører lige saa lidet til
Lovenes Sprog, som et fremmed Ord. Det
maae i det mindste forklares, og man nødes da
til at beskrive med mange Ord, hvad man kunde
giøre fatteligt med et eneste, som var mere bru¬
geligt. Slutningen af disse Betragtninger blev,
at dette Sprog forstaaes sielden saa vel af dem,
der opdrages i Skriverstuer, og som ere vante til
visse Formularer, til en vidtløftig og indviklet
Stiil, som af andre, der vide at prøve deres
Udtryk efter den sunde Fornuft, og som kiende
Lovenes Grunde.
Men hvilke ere disse Grunde? den Ro¬
merske Ret, Naturens Lov? Den Romerske Ret
var det fuldkomneste Mønster, som man i Be¬
