300
som denne finere Følelse af Æren, som er det
herskende Passion i vores Alder, ikke stifter saa
aabenbare og voldsomme Ødeleggelser i Verden,
fortærer den dog Staternes indvortes Styrke, og
dræbar Menneskene med en langsom og hemmelig
Gift. Sværdet ødelegger vel kuns de bevæbne,
de, men hvor stor en Deel udgiøre ikke disse af
det menneskelige Kiøn, siden de staaende Armeer
ere opfundne? Vore Krige ere mere almindelige,
de blive sielden mellem tvende Nationer, de ud¬
brede sig hastig over hele Europa, og opfylde til¬
sidst alle Dele af Verden. Søen, hvor mange
Mennesker opsluger den ikke, fremfor i de Tider,
da man hverken havde saa vidtløftig en Skibsfart,
eller vidste at bygge saa store Skibe? Disse store,
bestandige og tilvoxende Rustninger unddrage ikke
alene en stor Deel af det menneskelige Kiøn fra
Agerdyrkningen, Handelen og Konsterne; de
legge endog utaalelige Byrder paa den liden Deel
af Jndbyggerne, som blive tilovers, og som skul¬
de forhverve hvad disse Armeer fortære; og hvor¬
for skeer alt dette? De Gamle førte Krige for at
nære en overflødig Mængde af Folk; ingen Stat
i Europa har Folk nok til at dyrke sine Agre. De
Gamle kunde vente at giøre store Erobringer; ef¬
ter det nærværende System af Europa ere store
Erobringer umuelige. De Gamle kiendte ikke
megen anden Ære, end den, som indlegges i
