329
at tale om de Europæiske Nationers Fortienester
i Krigsstanden, og alle vare enige deri, at end¬
skiønt der vare adskillige Arter af Tapperhed, og
et Folk kunde have mere af en Aet end af en an¬
den, var der dog intet Folk til, i hvis naturlige
Carakteer der jo var noget, som kunde giøre det
til gode Soldater, naar det blev vel brugt. De
Tydskes Orden og Nøiagtighed, sagde Herreman¬
den, som af Beskedenhed nævnede de Fremmede
først, de Franskes Munterhed og Ærelyst, ere
vel i Grunden adskillige Egenskaber; men de giø¬
re dog begge ofte en og den samme Virkning. Det
anstaaer mig ikke, lagde han til, at rose mine
egne Landsmænd; men jeg troer dog ikke, at nø¬
gen vilde beskylde mig for Nationalstolthed, om
jeg sagde, at der fødes lige saa gode Soldater i
Dannemark og Norge, endskiønt Carakteren af
disse to Nationer synes at være nok saa adskillig,
som de Franskes og Tydskes.
Jngen Fornuftig tvivler derom, svarede
den Franske Officeer; jeg agter begge Nationer;
men især de Norske. Det forstaaer sig selv, lag¬
de han til, at naar man taler om det Naturlige
i en Nations Carakteer, undtager man altid de
Folk, som have mere Opdragelse og Følelse af
Ære, end Mængden; hos disse blive en Nations
Feil ofte ukiendelige. Jeg taler derfor ikke om
Officererne, men kuns om den gemene Mand,
