342
ham lige meget, baade hvorledes det gaaer dem
og hvad de sige om ham, naar han kuns har Roe
saa længe han lever. Fatter han derimod det
Forsæt, at ville gavne det Almindelige, da maae
han vel ikke forene sig med dem, som have onde
Hensigter; men han maae ikke heller, om han
vil udrette noget, være ganske alene. Og, da
baade alle Mennesker have Feil, og de Klogeste
kunne tage feil i at dømme om andres Feil, saa
maae han ikke opsætte sit Valg indtil han finder
et Selskab af Mennesker, som i hans Tanker ere
uden alle Feil. Det maae være ham nok, at de¬
res fælles Hensigter ere vigtige og gode, og at
de ere enige i Hovedsagen, det er at sige, i alt
det, som kan have nogen vigtig Jndflydelse i de¬
res fælles Øiemerke." Saa længe dette er saa,
berettiger ingen Feil ham til at forlade denne For¬
bindelse. Han bør endog see igiennem Fingre
med alle de Skrøbeligheder, som ikke hindre Øie¬
merket, og som han ikke kunde rette uden at for¬
aarsage et større Onde. Hans Opførsel fortie¬
ner ellers ikke Navn af Upartiskhed; det er ikke
en Dyd, men en Virkning enten af en utidig og
ufornuftig Nidkierhed, eller af Egensindighed,
eller af Stolthed, eller og af Falskhed.
Af Falskhed? Ja, og denne Falskhed er
den vederstyggeligste af alle, fordi den skiules un¬
der Nidkierheds og Redeligheds Maske. Der
