349
at ikke miisunde hinanden smaa Fordele, eller ret¬
te sig efter alle Forandringer af Lykken. Saa¬
dant et Venskab er som deres, der fegte for Fæ¬
drenelandet mod en fælles Fiende; de ønske kuns
at vinde eller døe. Det er som det Venskab, der
forenede Achilles og Patrocles; laa mig døe,
sagde Achil, naar jeg kuns maae hævne min Ven,
og ikke blive længer paa dette Skiv, hvor jeg er
en unyttig Byrde for Jorden. Jorden skal des¬
uden beholde nok af saadanne unyttige Byrder,
som enten af Dumhed ikke kiende, eller af Ma¬
gelighed og Egennytte ikke vilde giøre andet, end
forøge Tyngselen og Overvægten paa Hobens Si¬
de: det er, som man siger i Ordsproget, at tude
med de Ulve, blant hvilke man er; og saadanne
Folk er det dog gemeenlig, som man kalder upar¬
tiske.
Dersom en ærlig Mand altid var sikker for
at begaae Feil i sine Domme, og den Viise al¬
drig blev forrasket af sine egne Passioner, skulde
de faa Gode snart ved deres Enighed være stær¬
ke nok til at modstaae Hoben. Men naar en
Forskiel i Tænkemaaden, som snart er en Virk¬
ning af den menneskelige Skrøbelighed, snart af
en virkelig Nidkierhed, adskiller dem, hvis For¬
ening kunde være gavnlig for det Almindelige,
da er saadan en Scene en af de bedrøveligste i
Livet. Den er bedrøvelig, endog naar der hand¬
