391
desløshed, eller i Feil, som endnu er værre; og
naar man ingen anden Aarsag kan opdage til sine
Medborgeres Ulykker, maae de være en Straf af
himmelen, som, om ikke de, dog deres Forfæ¬
dre have forskyldt. Saaledes tænker Pøbelen,
og med denne Tænkemaade er det ingen Under,
at den viser Foragt imod de Fattige. Men at
de Retsindige, de, som have Følelse nok af egne
Svagheder, til at kunne tilgive dem hos andre,
de, som mere takke Himmelen end sig selv for de¬
res Lykke, at de alligevel kunne vise samme
Koldsindighed, dertil finder man ofte Aarsagen
hos de Trængende selv.
Mange, som af Velstand ere geraadede i
Armod, bære deres Ulykke nu lige saa slet, som
de før bare deres Lykke. Den samme Nedrighed
Tænkemaade og Opførsel, som før giorde dem
forhadte, giør dem nu foragtede. Med den sam¬
me Frækhed, som de før nægtede deres Medbor¬
gere Hielp, fordre de den nu af dem. Vi bil¬
de os ind at læse i deres Ansigter, at de have væ¬
ret lige saa utaalelige i Lykke, som de nu ere ufor¬
skammede i Fattigdom, og derfor have vi ingen
Medlidenhed med dem, fordi vi tænke meere paa
hvad de have været, end hvad de ere. Der er
noget Høit og Opløftet i vor Siel, siger en af de
Gamle, som giør, at vi ikke kan taale at see no¬
gen over os; deraf kommer det, at vi ere villige
