352
til at række dem Haanden, som ligge i Støvet, og
ydmyge sig under os; thi derved kunne vi tillig¬
tænke paa vores Høihed. Hvad Under da, af
vi foragte dem i Armod, af hvis hele Opførse,
vi kunne slutte, at de ville misbruge en bedre Lyk¬
ke til at ydmyge og undertrykke os?
Men ikke alle Fattige ere saa uværdige
Der ere de, som bør æres i Fattigdom, hvi
Tilstand fortiener lige saa megen Høiagtelse, son
Medlidenhed: Det er disse Ulykkelige, som For¬
synet bestemmede til at være Offere for deres Med
borgeres Skiødesløshed eller Ondskab: Saadan
ne, som ved slette Indretninger i Staten, elle
ved ulykkelige Tilfælde ere gjorte uskikkede til af
tiene Fædrenelandet og sig selv, eller som undse¬
sig ved at betræde de nedrige Veie, hvilke de see
banede for sig til Lykke i Verden. Disse hav
Ret til vor Medlidenhed; thi vore Laster en
Aarsag til deres Trang. Og dog alligevel for¬
lange vi af dem, at de ikke skulle vise deres Ret,
eller pukke paa deres Armod; vi ville, at de me¬
Beskedenhed skulle fordre vore Velgierninger,
omendskiønt denne Beskedenhed i sig selv er en
stiltiende Bebreidelse til os, at man ikke har me¬
gen Tillid til vores Dyd, siden man begierer de
af os som en Naadegave, hvilket vi ere forbund¬
ne til at giøre som Pligt. Men saavidt er det
kommen med vore Pligter; vi have saa læng,
