575
forsømt dem, at de tilsidst have faaet Anseelse af
Dyder, vi maale dem nu ikke meere efter det, de
i sig selv ere, men efter de Begreber, som Mæng¬
den giøre sig om dem. Medlidenhed er en af de
frugtbareste, men tillige en af de ømmeste Rørel¬
ser i Sielen; den vil skaanes, den vil sættes i
Bevægelse paa saadan en Maade, at vi føle hvad
viselv ere, og hvad vi skulde være, ifald vi vare
i den Ulykkeliges Sted. Men Frækhed og Ufor¬
skammenhed giør Vold paa Sielen; den lader
os i den Ulykkelige see saadant et billede af os
selv, som vi ikke kunne kiedes ved; vi troe ikke,
at vi i den Ulykkeliges Sted kunde have hans Ly¬
der, og derfor væmmes vi ved ham, i Stedet for
at ynke ham.
Men hvoraf kommer ofte den Ubluehed og
Frækhed, som giør Armod saa foragtelig? Tit
er deres Lunkenhed Skyld deri, som have Evne
til at være deres Medborgeres Velgiørere, uden
at besidde et ømt Hierte til at føle Velgierningers
Vellyst. Overhovedet fordærver den ene Stand
den anden; og man kan hos den nedrigste Almue
finde Spoer til den Tænkemaade, som hersker
hos de Fornemmeste i et Land. Naar de For¬
muende ere stolte, ærekiere og følesløse, kan det
ikke feile, at de Fattige jo maae blive frække og
uforskammede. En Betler, som seer, at han
ikke kan vinde en Almisse, uden ved at døve os,
