359
sig; og vore Konstdommere vide selv best, at Til¬
skueren ingen Deel har i denne Forandring.
Men hvad Jndflydelse, vilde de maaskee
sige, kan dette have i Kiønnets Tænkemaade?
Megen. Naar saa mange splinder nye Skiøn¬
heder, som man tilforn neppe kiendte af Navn,
og af hvilke nogle dog ere fortryllende nok til at
indtage det hele menneskelige Kiøn, optræde med
eet paa den Nordiske Skueplads, kunde da vore
Fruentimmer være ligegyldige, skulde ikke man¬
ge af dem herefter agte den sletteste Bog, om det
endog var de persiske Breve eller Holbergs Epist¬
ler, mere end et Speil, som viser dem en Skiøn¬
hed, hvis Erobringer endnu maaskee ikke strække
sig uden for den Bye, hvori de boe. Er det
saa let, skulde de sige, at giøre Erobringer med
Pennen, hvem vilde da ikke giøre meere af den
end af Speilet? Saa længe, indtil vore Konst¬
dommere selv give os en bedre Grund til disse saa
uventede Forandringer i Norden, maae Læserne
tage til Takke med denne Forklaring af Selindes
Brev. Her er det:
Det hendte sig engang, at en Boghylde
og et Speil bleve Naboer i Selindes Kammer.
Det glæder mig, sagde Speilet til Bogen, at jeg
