361
mes igien, saasnart man vender sig bort. Jeg
tør sige Menneskene deres Feil, sagde Bogen vi¬
dere, og de blive mig derfor ikke ugunstige; de
søge mig tvertimod des oftere. Dine Venner
komme kuns til dig for at roses: De tør endog
forlange, at du skal hykle for dem. Hvad du
lærer dem, er altid det samme: Kuns een Vi¬
denskab besidder du; jeg derimod lærer Menne¬
skene at kiende deres Pligter, at agte Religionen,
at opdrage deres Ungdom, at have Medynk med
den Trængende, at blive gode Fædre, Mødre og
Borgere, og om de end vide dette tilforn, er det
dem dog godt at erindres derom.
J det samme indtraadde Selinde. Hun
tøvede ikke længe, førend hun søgte til Boghyl¬
den, hvor hun fandt just den talende Bog, som
hun endnu ikke kiendte; men længe blev den hen¬
de ikke ubekiendt; hun tog den med sig, da hun
gik bort, og det fattige Speil sad der i lang Tid
alene, skamfuld over den liden Ære, som man
beviiste det. Endelig indfandt Bogen sig igien
paa Hylden, stolt af sin lange Reise. Hvor har
jeg meget at fortælle dig, sagde den til Speilet;
jeg har, siden jeg saae dig, havt mange Steder
hiemme, thi hvor Selinde er, maae jeg følge
med; jeg har givet Anledning til mange nyttige
Samtaler imellem hende og hendes Venner, og
for at belønne hende for det Venskab, som hun
