364
af vore Konstdommere nyelig have lært mig det.
Tilforn troede jeg, at en Critikus sielden kun
enten rose eller laste alting i en Bog, og at, naar
et heelt Verk fra Begyndelsen til Enden var slet
fortiente det ikke at criticeres engang, med mindre
Smagen var saa fordærvet, og Fordommene saa
stærke, at Folk endog kunde vælge slette Bøger
til Mønstre. Endog da troede jeg, at man bur¬
de iagttage en vis Moderation, og sige Sandhe¬
den paa den fineste Maade. Men jeg har nu en¬
delig lært, at Critiken, efter det allernyeste Be¬
greb, er det samme, som at sige om en Bog uden
al Undtagelse eller Skaansel, at den er god eller
slet, at give Verden lige saa store Registre af
slette, som af de gode Bøger; og at man il
glemmer at sige, hvilke af disse slette Bøger der
due til Krøller, hvilke til at giemme Peber
og Jngefær, hvilke der ere fulde af forlieb
daarlig og glimrende Sladder, af Løgn og
Bagvaskelse, hvis Forfattere have været Stym¬
pere, Narre, dumme, uerfarne og de største
Løgnere i Verden. See, det er at critiecere
efter den rette Smag. Men Selinde har maa¬
skee ikke saadanne Bøger paa sine Hylder, og
hun seer dem vel ikke engang, uden naar man
bringer hende nogle Blade deraf fra Urteboden
med Peber eller Jngefær. Maaskee er hendes
Tænkemaade og Smag ikke mandig nok for at
