372
var selv til at forbedre Mandfolkene. Disse un¬
ge artige Herrer, som komme til Selinde for at
lære Levemaade, hvilken Opsigt skulde de giøre
iblant andre, hvor Fruentimmerne ønskede at
kunne behage lige saa meget som Selinde, dersom
de bleve dristige nok til at sige offentlig i saadan
Selskaber, at der vare nogle Egenskaber til, som
prydede begge Kiøn mere end Klæder og Mane¬
rer? Men hvorledes skulde Selinde faae dem
at troe dette selv? Hvorledes skulde hun, udover
at afskrække dem, kunde forandre sin Tale og sin
Levemaade saaledes, at hun indpræntede Mand¬
folkene lige saa megen Ærbødighed for hendes
Forstand, for hendes Dyd, for hendes Vittig¬
hed, som for hendes artige Væsen og Levemaa¬
de? Heri kunde Bøgerne maaskee undertiden gav¬
ne hende med et godt Raad. Sandhedens Vi¬
ning beroer vel meget paa den Persons Ynde
som siger den, og deri skal Selinde altid have
Fortrin fremfor alle Forfattere; men den beroer
og noget derpaa, hvorledes den siges. Det skuld¬
de vel ikke lykkes for Selinde, at hun, i Henseen¬
de til Maaden at udtrykke sig, vilde tage nogle
af vore indenlandske Forfattere til Mønstre; om
hun f. Ex. vilde sige til en ulærd Mandsperson
at han skulde lære af den udødelige Linnæus
at et Menneske, som ikke dyrker sin For¬
stand, er lig en Markat; om hun vilde sige
