373
til en anden, som havde et forfængeligt Hierte,
at intet er Mennesket saa uanstændigt, og
giør det saa liigt de umælende Beester, som
at spille Kort. Den uvittigste Spradebasse
skulde maaskee have Vittighed nok for at svare:
at han tit havde hørt det ene af hans Skolemester,
som dog aldrig kiendte Linnæus, og at om end
denne store naturkyndige Linnæus selv havde sagt
det andet, kunde han dog umuelig troe, at der
aar et Beest til, som forstod at spille Kort.
Selinde maae forlade mig, at jeg giør
disse Anmerkninger i et Blad, som er bestemt til
at læses af flere end af hende. Jeg har af hendes
Brev alt for gode Tanker om hendes Smag til
at troe, at hun skulde have saadanne Bøger paa
sin Hylde, uden for at bruge dem til Krøller, og
endnu mindre troer, at hun nogen Tid kunde ta¬
ge dem til Mønstre i Sproget. Jeg siger det
kuns for at advare andre, som kunne være lige saa
nidkiere for Pligterne som hun, men som tillige
ikke vidste, at man, for at tale deres Sag vel,
maae og have noget af det, som man kalder Smag.
Vore Lærde maae sige nok saa meget derom, saa
bliver det dog altid vist, at man ikke kan tage
Smagen ganske enten fra Videnskaberne, eller
fra Historien, eller fra Sprogene, uden at berø¬
ve dem noget af det, som ogsaa tiener til at ad¬
skille Mennesker fra Beester og Markatte.
