380
paa Pen og Blæk. Jeg erindrede mig herve
at da jeg i Skolen første Gang lærte den gan
Satire af Horatz, som begynder saaledes:
sir Mlecænas Se. fandt jeg den efter Bogn¬
ven opfyldt paa mig selv. Jeg havde den Gat
ikke megen Lyst til at lære uden ad, og jeg san
saa liden Smag i det, som min Skolemest
kaldte skiønne Talemaader, at jeg ønskede und¬
tiden at have lært et Haandverk. Saa tidlig ii
nam jeg hos mig selv en Virkning af denne me
neskelige Svaghed, som Poeten beskriver, og fo
giør, at kuns saa ere fornøiede med deres Stan
Maaskee, tænkte jeg, da jeg saae dette lan
Brev, som Haandverkmanden har skrevet m¬
til, maaskee foruroeliges denne gode Mand
den samme Lyst til Forandring, som driver
mange af vore Lærde til at forlade deres Stan¬
maaskee troer han, at han skulde have været i
keligere end han er, dersom han i Stedet for
Haandverk havde lært at bruge den Pen, se
falder mig ofte saa besværlig, og som nogle
Utaalmodighed kaste reent bort. Jeg begyn¬
ikke alene at beklage ham, men og at tabe nog
af den Agtelse, som hans første Brev havde i
vakt hos mig. Er det, sagde jeg ved mig sel
den samme Person, som nyelig misundte inge
uden den Norske Soldat, og som ikke forlang
anden Ære, end at agtes for en nyttig Man
