398
melige Velfærd udkræver, til det uendelige Me¬¬
re, som behøves til Hiertets Renselse og til er
evig Lyksalighed. Der bliver altid i denne De¬
af den guddommelige Regiering meget, som over
gaaer al menneskelig Forstand, og som ikke ka
begribes uden af Hiertekienderen selv. De men
neskelige Regentere kunde derfor ikke heller tag
andre af de guddommelige Love til Mønstre, en
dem, som de kunde kiende af Forsynets Veie
Naturen, og endog heri maae de indskrænke si
alene til det i Mennesket, hvorom Menneske
kunde dømme, og ikke forlange større Fuldkommen
hed, end den almindelige Fordærvelse tillader.
Naar vi, for at udfinde de guddommelig
Love, som kunde tiene til Mønstre for de menn
skelige, følge de Fodspoer, som Gud har eftet
ladt sig i Naturens Rige, da troer jeg, at de
vigtigste af det, som vi vide derom, kan indbe
fattes i følgende Grundregler: At Mennesket
Lyrsalighed er bundet til en vis maadelig Bru
af Tingene, at Overflødighed er lige saa skad
lig, som Mangel; at denne Lyksalighed ikke ka
naaes uden en Virksomhed efter visse Love, sor
ere grundede i et Kreaturs Egennytte, men i de
almindelige Beste, at disse Love ere faa, Frue
heden stor, og Pligterne selv ikke tunge; a
Belønningerne ere større end Straffene, me¬
begge uige saa visse og Uforandernige, som Lo
