409
stod Fare, befalede derfor, at man skulde give
Caffe omkring til den hele Forsamling. En Strid
af denne Vigtighed udbredede sig siden fra Cairo
til Constantinopel. De Geistlige klagede, at der
kom flere i Caffehuusene end i Moskeerne,
og besluttede tilsidst, at denne Drik var mere for¬
dømmelig end Viinen. Brændt Caffe, sagde
de, er en Art af Kul, og alt hvad der har
den mindste Liighed med Kul, er forbudet i
Alcoranen. Den store Mufti underskrev selv
denne Dom; men Keiser Amurath den Tredie
tillod Caffeen igien, skiønt hemmelig, saa længe
Muftien levede. Da han var død, kom en an¬
den Mufti i hans Sted; man veed ikke, siger
historien, om han var viisere end hans Formand,
eller om han havde mindre Samvittighed; men
han tillod offentlig at drikke Caffe, og lærte, at
det hverken var Kul, eller forbudet i Alcoranen.
Jurister, Læger, Præster og Muftien selv, hele
hoffet og den ganske Bye drak Caffe. Saale¬
des fik endelig denne store Strid en Ende.
Dette er kortelig Jndholdet af en Historie,
som fortælles meget vidtløftig i ovenmeldte Skrift,
og som Forfatteren anfører som et meget merkeligt
Beviis af den Sandhed: At de allerringeste Ting
kunde opvække stor Strid, naar de menneskelige
Passioner blande sig deri. Hensigten er her ikke,
at fordybe mig i mange Anmerkninger over en
