420
for ikke at blive kiedsommelig, har forandret baa¬
de Handlingerne, Caraktererne og Klædedragten,
uden dog at forlade mit Øiemerke, som ikke ef
at fornøie glene, men at opbygge. Jkke desmin¬
dre er det langt fra, at jeg troer selv, at jeg ha
været lige lykkelig i alle mine Forvandlinger.
Men hvor mange Syner jeg end har hav
under de adskillige Masker, som jeg har være
nødt til at paatage mig, har jeg dog endnu ikk
en eneste Gang drømt paa Skuepladsen; og den
ne Art af Digt er dog saa almindelig i saadann
Skrifter, at det med Tiden maae blive en R¬
gel i Critiken, at intet Ugeskrift er fuldkommen
uden Drømme, at en Tilskuer uden saadann
Syner er som et Heltedigt uden Aabenbaringet
som en Roman uden Hexerie, som en Comoedi
uden Kierlighed, og en Tragoedie uden Mord
Min berømmelige Forgienger, Drømmeren
som jeg dog ikke har den Ære at kiende, uden a
de lærde Tidender, hvor han anføres iblant dem
som i det forbiegangne Aar, efter saa mange be
rømmelige Forfædres Exempler, have dyrke
Sproget og de skiønne Videnskaber, har maa
skee allerede drømt saa meget, at der ikke engan¬
i denne Konst er noget mere tilbage at giøre fo
Efterkommerne. Man har i Engeland et Uge¬
Skrift under samme Titel; men i de Stykker
som jeg har læst deraf, finder jeg, at Forfatteret
