423
ge saa uroelig en Nat, og lige saa forgieves en
Møie, som denne Drøm har kostet mig? Vi
formaae dog, efter det gamle Ordsprog, alle in¬
let imod Minerva.
Dersom jeg var lærd nok til at troe noget
f det, som de Gamle fortælle os om denne Gud¬
inde, skulde jeg have tænkt, at denne Ydmygel¬
se stillede hende tilfreds, og at der var noget me¬
e end naturligt i det, som siden tildrog sig. Men
eg giør heri heller Partie med Philosopherne, end
med de gamle Poeter; der var for megen For¬
bindelse imellem det, som jeg tænkte om vore For¬
fattere, og det, som jeg siden drømte om dem, til
it troe, at Minerva var noget andet end min
gen Jndbildning. Kort, jeg sov ind, jeg drøm¬
e, og min Drøm syntes mig at være ordentlig
ok til, at jeg tør fortælle den. Et Fruentim¬
ner, som jeg først antog for Gudinden, men som
agde sig selv at være Sprogets Genius, førte
nig over en Flod, til et Land, som hun kaldte
forfatternes Land. Jeg havde ikke saasnart
at Foden paa Landet, førend nogle Betientere
ra den lærde Toldboed kom, for at eftersee mine
Passe, og udforske, hvad Vare jeg havde om
Borde, om jeg var Jndenlansk eller Fremmed,
Hrosserer eller Kræmmer, og til hvad Laug jeg
enhørte. Min Veileder vinkede af dem, og
agde, at jeg kom fra et Land, hvor Tankerne
