500
paa saadanne Foræringer. Efter adskillige For¬
andringer, hvoraf jeg tilsidst blev kied, forærede
man mig endelig en Dukke, hvori jeg fandt en
besynderlig Behag. Jeg glemmer aldrig den
Dukke. Alle de, som jeg havde seet tilforn
vare klædte ligesom jeg. De havde kuns Hoved
og Hænder; Resten var en Kaabe og et stort
Fiskebeensskiørt; de vare desuden stive og ube¬
vægelige. Denne Dukke derimod havde to Been,
begge Arme frie, og en Hat under den ene. Naar
man trak i et Baand, bukkede den den halve
Krop meget dybt, og dette giorde den, som man
sagde, for at kysse min Haand. Her har Du
en Mand, Coelie, sagde min Fader, da han gav
mig denne Dukke; men Du faaer ikke Lov at see
den, uden naar Du er artig. Sæt den hen i
Skabet, sagde han til min Moder, indtil Dan¬
semesteren er gaaet. Dersom J har selv noget
af den Kundskab om Mennesket, hvorom J taler
i Eders Blade, skal det ikke forundre Eder, at
jeg fortæller denne ringe Tildragelse med saa man¬
ge Omstændigheder; jeg har erfaret, at den hav¬
de vigtige Folger, og jeg overlader til Eder selv
at forklare den, om J kan, af Menneskets Nat¬
tur. Jeg lærte i den følgende Dansetime mere
end jeg havde lært i en heel Maaned. Min Dan¬
semester roste mig, og min Fader belønnede mig
som han havde lovet. Dukken, som imidlertid
