504
blev mig til en Fornøielse. En smuk Klædning
og et stort Selskab, hvor jeg kunde viise mig i
den, vare nu virkelige Belønninger, hvorfor jeg
kunde giøre alt hvad man forlangede af mig. Der¬
ved overtalede mine Forældre mig til at lære v¬
at danse, at spille alle Slags Spil, at synge og
traktere Claveret, at sye, brodere og tale Fransk.
Mandfolkene troe, at Fruentimret pynter
sig for deres Skyld alene; men deri tage de feil
min kiere Tilskuer. Dette maae man lære os
først. Jeg var fjorten Aar gammel, og havde
endnu ikke andre Begreber om Eders Kiøn, en
om min Dukke. Naar en Mandsperson roesed
noget, som jeg havde paa, behagede det mig vel
men jeg troede dog, at J forstod ikke meere at
skiønne derpaa, end Dukken. Det var mig langt
mere om Fruentimmerets Biefald at giøre. Disse
troede jeg, vidste alene ret at dømme, hvad der
stod mig vel; for deres Skyld pyntede jeg mig
og gik i Selskab, og dersom man ikke ved alle
Leiligheder havde søgt at give mig Begreb om
Mandfolkenes Nødvendighed, til at giøre Beha¬
geligheden af saadant et Selskab fuldkommet
var deres Biefald maaskee endnu længe bleven
mig ligegyldig. Men jeg kunde ikke danse uden
en Mandsperson; en Qvadrille af fire Fruentim¬
mer var latterlig. Ved Bordet maatte jeg have
en Chapeau ved hver Side. Jeg troede først
