505
at det var Hatten, som giorde disse levende Duk¬
ker lige saa umistelige for os i en Qvadrille, som
de vare i en Menuet; men det varede dog ikke
længe, førend jeg begreb, at de havde endnu en
større Nytte end min Dukke; thi af alt, hvad
de sagde og giorde i min Nærværelse, kunde jeg
ikke slutte andet, end at de vare Kreature, som
vare skabte for at tiene os, og som vidste med me¬
gen god Maneer, at forekomme alle vore Ønsker.
Saa længe jeg kiendte dem under den Carakteer,
troede jeg ikke, at deres Biefald giorde os, men
at vores giorde dem Ære. Dette Biefald, min
herre, meente jeg var Mandfolkenes høieste Lyk¬
salighed, og nok til rigelig at belønne dem for al
den Umage, som de gave sig for at behage os.
Naar mine Forældre gave mig Forhaab¬
ning om at faae en god Mand, dersom jeg beflit¬
ede mig mere paa disse Ting, hvorved jeg kunde
behage, forstod jeg dette saaledes: Dersom jeg
har den Lykke, tænkte jeg, at passere for et smukt
fruentimmer, som klæder sig vel, og har smukke
Manerer, ville alle de Mandspersoner, som i
Selskaber giøre sig saa megen Umage for at be¬
hage mig, holde sig lykkelige, om jeg vilde ud¬
vælge een af dem til min bestandige Opvarter, og
tillade ham at tiene mig for sin hele Livstid. Saa¬
dan en levende Mand, tænkte jeg videre, naar
han tillige har Formue og Rigdom til at skaffe
