507
blive anseet for en giftefærdig Pige; men især det
Løfte, som min Moder gav mig, at jeg skulde
faae lige saa smuk en Klædning, som min Cousi¬
ne, giorde mig Arbeidet saa let, at jeg snart blev
færdig, og min største Beskieftigelse var i de sid¬
ste Uger, at udsøge og tilberede den Pragt, hvori
jeg vilde viise mig offentlig.
Saaledes, sagde Coelie, var Forberedelsen
til det første Skridt, som jeg giorde i Verden, et
Skridt, som var alt for vigtigt til, at ikke have
megen Jndflydelse paa min tilkommende Skieb¬
ne. Herved fældede hun nogle Taarer, og bad
tillige, at jeg vilde forlade hende denne Skrøbe¬
lighed. Det er ikke alene over mig selv, sagde
hun, men og af Medynk med andre, at jeg græ¬
der, og saa skrøbelig er jeg ikke alene, naar jeg
tænker tilbage i Tiden, men og naar jeg seer unge
Fruentimre i den samme Tilstand, hvori jeg da
var. Det første Skridt var ikke saa snart gjort,
førend jeg tænkte paa det andet. Enhver ugift
Mandsperson, som giorde sig nogen Umage for
at behage mig, ansaae jeg for en Frier, og af
saadanne fandt jeg nok i alle Selskaber. Cli¬
tander var af alle dem, som jeg kiendte, den,
som viiste den meeste Agtsomhed for Kiønnet, og
jeg sluttede deraf, at han vilde blive en god Mand.
Ved en Mængde af saadanne Agtsomheder, hav¬
de han allerede indtaget mig, førend han endnu
