509
du lærer noget af Huusholdningen. Unge Pi¬
ger, lagde hun til, maae ikke før tænke paa at
giftes. Jeg overlader til Eder selv, kiere Til¬
skuer, at dømme, hvad jeg maatte tænke om den¬
ne pludselige Forandring hos mine Forældre, som
begyndte nu at fordømme alt, hvad de tilforn hav¬
de roest; Selskaber, Dans, Spil, Klæder,
Galanterier, Artigheder, alting var Forfænge¬
lighed; og Kiøkkenet, Ammestuen, Spisekamme¬
ret, hvor jeg for nogle Aar siden ikke kunde kom¬
me uden at blive foragtet, og jaget ind med et
Riis til min Toilette, disse Steder, hvor jeg i
nogle Aar ikke havde sat min Fod, for ikke at
fordærve mine Klæder, og ansees for et Barn,
disse Steder skulde jeg agte værdigere og anstæn¬
digere for mig, end et Bal, en Concert, et Spil¬
lebord. Der skulde jeg nu fortiene mig den
Mand, for hvis Skyld jeg havde lært at danse,
at spille, at synge, at klæde mig; og dersom alle
Mandfolk tænkte, som mine Forældre nu beskri¬
ve dem, var det ikke for Selskabs Skyld, og
endnu mindre af Underdanighed, at de søgte mit
biefald. De, som meente det alleroprigtigst,
og forlangte mig til deres Kone, forstode derved,
som min Moder sagde, det samme som deres
Amme, deres Kokkepige, deres Huusholderske,
og saadant et Tilbud skulde jeg ansee for en
