512
No. 199.
Mandagen, den 13 Deremnb. 1762.
M¬
in Jndbildning var bleven saa opbragt vi
den sidste Drøm, at det varede ikke læng
førend den forestillede mig nye Syner, og dem
nye Drøm begyndte just der, hvor den første endt
Jeg bildte mig ind, at jeg var paa den samm
Baad, hvor jeg nyelig frygtede for at blive bortrev
af Strømmen; men jeg merkede nu, at dem
Strøm ikke var saa farlig, som jeg havde tro
før. Den førte min Baad i en ganske lige L
nie, uden Seil og uden Roer, ind i en Havt
hvor jeg gik i Land, og fandt strax en slagen V¬
for mig, som var besat med ranke og beklippel
Træer. Træerne vrimlede af Fugle, som san
efter Takten, og Veien var fuld af Folk, sor
alle gik i deres Forgængeres Fodspoer, uden i
afvige et Haars Bredde til nogen af Siderne
Intet af alt, hvad jeg har seet, har ved først
Øiekast rørt mig saa meget, som den Orden o
Liighed, hvilken jeg overalt blev vaer. Men je
var ikke gaaet mange Skridt, førend den begyndt
at blive mig kiedsommelig. Jeg erindrede mi
