513
ermed, hvad jeg nyelig havde læst i en liden
Fransk Afhandling om Feilene i de lærde Arbei¬
der: " En vis Monotonie, siger han, giør os
lange Verker meget kiedsommelige. Sym¬
metrien behager os ikke, uden fordi vi have
hver Dag Naturens skinbare Uorden for Øine.
Dersom denne Symmetrie, som vi søge med
saa stor Begierlighed, strakte sig over hele
Jordkuglen, skulde den ikke meere behage os.
Om der ikke vare andre Aarsager, som nødte mig
il at vige undertiden fra den Methode, som er
lmindelig i vore lærde Arbeider, kunde denne
naaskee være nok. Men jeg maae begive mig
il Drømmen igien. En Mand, som tilbød sig
it veilede mig, forsikrede, at der vare ikke flere
Veie paa det hele Land, end denne uendelige
hang, igiennem hvilken man kunde see fra den
me Ende af Øen til den anden. Alle Jndbyg¬
serne, sagde han videre, ere som disse Folk, hvil¬
e J seer her, og, naar J har seet een af dem,
har J seet dem alle; thi de ere hinanden lige saa
ige, som Folkene og Træerne. Jeg havde vel
trax bemerket en stor Lighed i Klædedragten: men
su var det først, at jeg fornam, at denne Lighed
strakte sig og til Ansigterne, til Høiden, og den
ele Dannelse af Legemet; og ligesom J seer dem
advortes, sagde min Anfører, saaledes ere de og
ndvortes. Man hører paa den hele Øe ikke to
