510
selv, dersom de Viises Slægt er saa ufrugthar
dette Land, som den er i andre, kunde Daarer
ne snart voxe dem over Hovedet. Men Eder
Land maae ikke være meget folkerigt, sagde jeg
til min Veiviiser. Af alle de Lande, som jeg
endnu har kiendt, er der intet, som jo inden kor
Tid skulde blive øde, dersom man vilde indslutt
eller fordrive alle Narre. Synes Eder, svare
de han, at der ikke ere Folk nok paa denne Vei
Jeg spurgte, om der vare lige saa mange inde
Landet? Hvad skulde de giøre der? sagde han
Arbelde, svarede jeg, og dyrke Jorden. Der
til, sagde han, bruger man i de Viises Land an
dre Dyr, som ikke ere Mennesker.
Den bestandige Liighed og Eenformighel
af alt hvad jeg saae, var allerede bleven mig saa
kiedsommelig, at jeg ikke havde Lyst til at reif
videre i et Land, hvor min Anfører forsikrede mig
at alt det øvrige var ligesom det, jeg havde seef
Kan en Fremmed, sagde jeg, ogsaa uden Far
besee det Sted, hvor J forvare Eders Daarer
Han sagde ja, og førte mig af den store Vei paa
en smal Stie. Jeg havde ikke saasnart sat Fo
den paa denne Stie, førend alle de, som gik paa
Veien, begyndte at skrige efter os; min Veile
der forsikrede, at jeg havde intet at frygte. Har
førte mig igiennem en øde Mark, som var be¬
groet med Tidsler og Torne, hvor vi ikke mødt
