517.
noget Menneske. Da vi vare komne Jndbyg¬
gerne af Sigte, saae jeg et Landskab for mig,
som lignede de Egne i Norge eller Schweitz, hver
Naturen synes at have forladt alle Regler, for
at frembringe noget, som den menneskelige Konst
ikke formaaer at efterligne. Ved det første Syn
fandt mit Øie, som hidindtil ikke havde seet an¬
det end Perpendikler, Parallel=Linier og rethiør¬
nede Figurer, saadan en Vederqvægelse i de krum¬
me Linier, i disse Bierge og vilde Skove, at alle
de andre Skiønheder ikke rørte mig. Jeg var
allerede kommen vidt, førend jeg merkede den
utallige Mængde af kostbare Steene, som frem¬
skinnede overalt i Gruuset af disse Bierge, den
lige saa store Adskillighed af Urter og Træer, som
bedækkede Jorden, der syntes at skiule endnu
større Rigdomme i sit Skiød. Jeg var allerede,
siger jeg, kommen vidt ind i denne fortryllende
Egn, førend mine Tanker kunde gaae videre, end
til at betragte den store Skiønhed, som en krum
Linie havde i mine Øine fremfor en ret, og den¬
ne besynderlige Tanke rørte mig alt for meget, til
ikke at aabenbare den for min Veileder. Har
man ogsaa saadanne Daarer, sagde han, i Eders
kand? See det Menneske, som der staaer, sag¬
de han til mig. Det er den første Nar, som vi
møde; han staaer paa et Been, i Stedet for at
andre gaae paa to; naar han strækker den ene
