518
Haand ud, sætter han den anden i Siden,
man maae see ham siddende eller staaende, saa
han altid paa den ene Side anderledes end pi
den anden. Dette Menneske, som jeg i Begy
delsen ansaae for en af de gamle Konststøtter, se
vel forestillede han en Romersk Fegter, var, so
min Anfører sagde, sendt herhid, fordi han ha
de paastaaet, at de krumme Linier vare skiønne
end de rette, og jeg lærte deraf, at de Viis
Land var ikke et Land for Konstnere. Kort de
fra mødte vi en gammel Mand; han saae i
som en Eremit, eller som en af de gamle Phil
sopher, der forlode det menneskelige Selskab, ik
af Had til Mennesker, men af Afskye for der
Laster, ikke for at unddrage sig for Pligterne, mi¬
for at bevare deres Dyd. Han bød os med m
gen Venlighed ind til sig i en Hytte, som h¬
havde flettet af Løv, og hvori han vilde vede
qvæge os med Frugter, som han havde saml
Jeg havde stor Lyst til at følge ham; men mi
Veileder holdt mig tilbage. Det er den værst
sagde han, af alle vore Daarer. Han troer,
der er noget i ethvert Menneske, som siger d
hvad der er Ret eller Uret, og at man derfor ik
altid kan tænke, som andre tænke, eller giøre a
hvad de finde Behag i: J Eders Land, lag¬
han til, hvor der efter Eders egen Tilstaaelse ef
mange Daarer, kunde det maaskee være sand
