519
men ingen uden Narre kunde tænke saaledes i et
Land, hvor alle ere viise. Heraf sluttede jeg,
at man i de Viises Land ikke maatte have megen
Samvittighed. J det samme blev jeg en Gang
vaer, som var anlagt midt i Skoven, og som var
saa meget fuldkomnere end den, hvilken jeg først
havde seet paa Øen, som den syntes at forene
alt hvad der er smuk, baade i Konsten og Na¬
turen. Aabningen imellem Træerne, og de rette
Linier, hvorefter Gangene vare anlagte, gav
Øiet Plads nok til at see paa alle Sider adskillige
Forandringer af Træer, Floder, Vandfald, o.
s. v. J Middelpunkten, hvor disse Alleer løb
tilsammen, var en Høi, som var omringet af op¬
bundne Viinranker og andre Frugttræer, og oven
paa sad en Mand, som med en Fløite lokkede Fug¬
lene til sig. Denne Mand lignede baade i Per¬
son, Ansigt og Klæder de andre Jndbyggere, som
jeg havde seet paa den store Landevei: Jeg kunde
derfor ikke begribe, hvorfor han var fordrevet.
Denne Mand, sagde min Anfører, levede lige¬
som alle andre Viise her paa Øen, og underka¬
stede sig alle vore Skikke. Han gik selv aldrig
ud af den rette Vei; men han undskyldte og for¬
svarede undertiden saadanne Folk, som alle hans
viise Landsmænd holdte for Narre, og dette gior¬
de han saa længe, at man tilsidst holdt ham selv
for en Nar. Her søger han, som J seer, at
