777
en skabende Viisdom i det Heele, og han spørger
ikke med Daaren, hvorfor der i den fuldkomneste
Verden ere sandsynlige Mangler, hvorfor Roser¬
ne voxe paa Torne, og hvi Solen brænder; saa
maatte han ikke heller driste sig til at forkaste et
Verk af saa store og saa overordentlige Fuldkom¬
menheder, som Skriften, fordi han ikke begreb
Grunden til enhver Omstændighed, enhver Tan¬
ke, Handling, Udtryk eller Tøddel. En Bog,
hvori den menneskelige Forstand begreb alt dette,
kunde lige saa lidt være en guddommelig Bog,
som en Verden, hvori Mennesket begreb Aarsa¬
gen til alting, kunde være et Verk af en uendelig
Viisdom.
Disse Tilfælde ere saa fuldkommen lige, at
Skriftens Læsning alene beholder altid fremfor
alle menneskelige Beviiser, lige saa store Fortrin
til at overtale Menneskene til at troe Christi gud¬
dommelige Sendelse, som Naturens fornuftige
Beskuelse giør mere, end alle afbrudte Beviiser,
til at stadfæste den Sandhed, at der er en Gud
til. Ledene af disse Kieder ere uadskillelige; den
Forstand, som har sammenknyttet dem, indseer
alene fuldkommen deres Forbindelse; de tabe al¬
tid noget ved at opløses af en Forstand, der er saa
indskrænket, som den menneskelige. Jkke des
mindre udkræver denne Jndskrænkning selv, at
vi maae betragte dem stykkeviis; men vores Øine
