503
Jehovas guddommelige Throne; det forrige Skin
var ikkun Mørke mod dette; tilbedende Engle ind¬
hylle ærbødigen deres Herligheds laante Glands,
-saaledes vige svagttindrende Stierner for den
prægtig opthronende Soel; - thi Herrens Klar¬
hed opsluger al skabt og endelig Klarhed, og hans
eene Majestet fylder nu Himmel og Jord med
ubeskuelig Hæder.
"Ak, vi saa Vanhellige! hvo vil skiule os for
"ham, den Hellige! hvor flye vi hen at dølge os
"for hans Ansigt? - Helvede selv er jo aabent
"for ham, og Fordærvelsen haver ei Skiul! -
"Hvor kunne vi da undflye? Og dog, hvo tør bli¬
"ve i denne hans synlige Nærværelse? - O!
"hvilken Forlegenhed! at undflye, umueligt; at
"blive, er Død;  saaledes hørtes de sig fryg¬
tende Hyrder at tale, - og dog var det, som
den nys bebudede Frelse holdte dem med Tillid til¬
bage.
Saaledes giennemtrængede af skrækfuld
Forundring, haabefuld Forventelse, og hart om¬
spændte af tvivlraadig Angest, hørte de som en Ba¬
sunes Lyd livligt udtone et: Frygter ikke! - Rø¬
sten betog dem al Frygt, og indgydede salig Fri¬
modighed i deres tvivlende Hierte.
Hiin vingede Seraph! - Hvis Ansig¬
tes Smiil var som den yndigstraalende Regnbue;
en funklende Stierne=Krone omgav hans med Edens
