507
dring; men, hvilke ere disse Lyksalige, dem J saa
prise, hvilke blev givet, hvad Engle blev nægtet!
-Guds sidste, men kiereste Børn! - J takke,
men ei for jer selv, men for Brødre, tilkommende
salige Brødre! for dennem opstemmes det tre gan¬
ge Hellig. - Forskende Cheruber vaagne derved
af den tankefuld dybe Henrykkelse, og de afbryde:
Ja, hellig, hellig, hellig est du Herre vor Gud!
"evig ufattelig stor, ubegribelig=kierlig! - Vi ere
"skabte, du Skaber! - stor er vor Jndsigt, dog
"endelig; alt for indskrænket at fatte den større
"Forsoning; høit over Englebegreber stiger Tan¬
"ken op, hvo, uden Gud, kan udvikle den, eller,
hvo taale dens Vælde? - - Ak, saa lad Tan¬
"ken opsluges af takkende Fryd, salige Aander!
for Frelsen, J nyde. - Ja vel nyde, med re¬
neste Kierlighed nyde vi den, men dog kun som
Venner af Eder; sand, og hellig, og reen er
"Glæden, vi føle, oprigtigen tage vi Deel derudi;
"men Frelsen er Eders. - Vores! - Ja Men¬
"neskets er den. Vi ere saligbekræftede, dog ufor¬
loste, kiendte J nok Eders Held, J misundte
"os ikke. - Stor er vor Salighed; dog kunde
"Engle misunde, saa skeete det her; Eders, o!
"dyre Lyksalige, engang medsalige Brødre! Eders
er Dagens uendelig kierlige Frelse. - Vær
"ikkun stolte, J Menneskens Børn, men dog kun
stolte i Eders Forsoner! - Ja, hvor stærk er det
