)13
Vidnesbytd, at du, o guddommelige Menneske¬
Ven! at du, o vor Jesus, fødtes i Dag os
til Frelse.
Menneske, Dyreforløste, Udødelig=Her¬
ligheds Arving, hør og adlyd dog den oplyste For¬
nufts lydelige Stemme, at adlyde denne, er saligt;
tyi Fornuft træver Lydighed, men Lydighed er
Troe; og Fornuft uden Troe, hvilken Ufornuft!
Qvælt udi Fødselen, just naar dens Liv skal be¬
gynde, ak, da udøves det grummeste Selvmord.
- Naar den til sin Høide opstegne Fornuft bur¬
de stige end høiere, og bestige Troens himmelske
Bane, see, saa viger den, bange for Lyset, til¬
bage i Vantroens og Fortvivlelsens Nat; - Skrif¬
tens Lys udslukt, o, hvor omspendes den nu af
idel Mørke og Tvivl! - Den laster og mestrer
Guds Viisdom, fortvivler og døer, - tilstaae
dette, eller besvar følgende:
Kan Viisdom roeliggiøre, eller Dyd
saliggiøre os? – Kan da et ønskeligere
Middel til vor Roe og vor Salighed tænkes,
end der os af Engelen bebudede? - Gud
os forliger med Gud, og fremstiller os hellig¬ og
retfærdiggjort for vor himmelske Fader! - Nei,
saa hen hævede Fornuften sig aldrig i sin Flugt.
- Er det gabenbarede Middel da Uviist,
utilstrækkende, Gud uanstændigt? Nei, hvor
ophøies ikke derved Guds Viisdom! Hvor forso¬
nes ikke hans Retfærdighed, hvor stor giør det ikke
