914
hans Naade! - Giør dette Middels Anta¬
gelse os da usalige i Tiden? Nei, det forbin¬
der vor nærværende Lyksalighed med et Haab om
en tilkommende; saa er det ene Lyksaligheds Vei
til Fred her i Tiden, og til evig uendelig Salig¬
hed engang, naar Tiden skal ophøre.
Troe er altsaa Fornuft; og hvilken Ufor¬
nuft er det, som ei ved Bøn og Erfaring vil
forskaffe sig Vished i saa vigtig - sin Salig¬
heds Sag? - Og dog efterkomme de fleste hine
Usaliges Ønske, og giøre - o! mildeste Je¬
su! - din Komme forgieves. Ja, a hvor
saa, der antage dig, sig til et Levnets Exempel,
sig til en Saligheds Grundvold! - ikkun
de ringe for Verden, men store hos dig, fattige
i Aanden, Hyrder, Eenfoldige, Lidende, disse
de søge til Jesum. - Men, o hvor tungt for
en Selvklog, at blive som et Barn, for Selv¬
dyd, at kiende sin Trang, og for Fornuften at
bede?
Drag os selv, o Jesu! alt uærmere til
dig! giv, at vi hver Dag maae lydeligere høre
Engelens Røst, din hellige Aands Vidnesbyrd i
vort Hierte: At du er født os i Dag, - os
de Alleruværdigste: - ja endog os til en
Frelse. Thi hvorfor lodst du dig føde, uden
for at igienføde? Giv os derfor et nyt Hierte, og
deri din gode Aands kraftige Vidnesbyrd, saa vi
