43
og Tilbøielighed til det Nye, Rare og Usædvan¬
lige. Ja, jeg tør sige, at der ere faa Lande,
hvor alle, indtil den gemeene Mand, bekymrer
sig mere om Ting, som synes end og at overgaae
baade deres Vilkaar og deres Begreb, og hvor
flere Forslag fødes end hos os. Lad os kuns be¬
tragte vore rangsyge Borgere, vore poltiske
Kandestøbere, vore Guldmagere, vore Ve¬
gensindede, vore Stundesløse, og hvor mange
finde vi ikke af disse Caracterer iblant os? Men
hvoraf kommer det da, at saa mange Forslag
qvæles i Fødselen? Hvorfor udøve vi saa lidet af
det, som vi foreslaae? Hvi fuldføre vi saa lidet
af det, som vi begynde? Hvorfor holde vi i
Alting saa meget over det Gamle, og hvi skriger
Mængden stedse mod det, som er nyt? Er
det ikke ligesom der vare tvende Drifter i vore
Siele, hvoraf den ene holdte os tilbage, i det
den anden skyder os frem. Den første Drift er
uden Tvivl for den nærværende Tid den alminde¬
ligste og den meest herskende; men vi have ingen
Aarsag til at tænke, at den er naturlig. Tvert¬
imod, den største Misfornøielse kommer just der¬
af, at vi føle noget i os selv, som strider mod
vores naturlige Caracter, og som nedtrykker i
bore Siele den naturlige Drift, som de have til
at opløfte sig; som giør os imod vor Villie til
noget ganske andet end det, som vi baade kunde
