99
Lad Socrates forhaanes af Folket, fordømmes af
Raadet, og forgives i Fængslet; det er nok, at
hans Lærdom siden blev agtet af det heele menne¬
skelige Kiøn. Var hans Hensigt saa beskaffen,
som vi have Aarsag til at troe det, havde han
gjerne givet mere end et Liv for at udrette saa me¬
get. Men en god Hensigt giver maaskee endnu
mere end Lykke til det, som man foretager sig.
Det lader som den gav baade Forstand og Viis¬
dom; hvorfra skulde ellers saa mange Original¬
Genier, som man finder blandt alle Nationer,
indtil Slaver og Barbarer, have taget baade
den Viisdom og den Veltalenhed, som fremskin¬
ner i deres Sange, i deres Fabler, og i deres
Tænkesprog? Dyden og Kierligheden til Menne¬
sket indblæste dem; Deres ædle Hierter vare
frugtbare Kilder til ædle Tanker, og de lærte
dem, uden Regler og Tvang, at finde ædle Ud¬
tryk. Forgieves søgte Tvang og Vankundighed
at nedtrykke deres Siele. J Mørket og Fængsler
selv udviklede sig deres Geist. Stærke nok selv
baade til at see og til at angribe deres Tiders Feil,
triumpherede de endelig tilsidst, om ikke før, saa
efter deres Død, og bleve ikke alene deres Alders
Lys, men og Mønstre for de slebnere Tider.
Den bekiendte Persianer, Sadi Musladin,
beviser Sandheden deraf med sit Exempel. J
det trettende Aarhundrede blev denne Vuse født
