12
eller beklagede. Een eneste Aarsag holder mig
tilbage endnu; jeg vil ikke give mine Fiender An¬
ledning til at triumphere. De skulde sige, der¬
som jeg reiste: See der, nu gaaer han, denne
Stymper, som ingen Lykke har kunnet giøre i sit
Fædreneland, han giør sig selv landflygtig og la¬
der sin Kone og Børn i Elendighed efter sig.
Dersom jeg kan være stærk nok til at foragte denne
Tale og reise bort, troer jeg, at jeg veed nok for
at kunne fortiene mit Brød i et fremmed Land;
og dersom J vilde give mig et Brev med til Eders
Ven, Statholderen i Ghulistan, at han vilde
bruge mig i Kongens Forretninger, skulde Lykken
maaskee lade af at forfølge mig, og hvem veed,
om jeg ikke endnu kunde komme til Værdigheder.
Min Ven, sagde jeg til ham, tag dig i Agt.
Der ere to Slags Embeder ved Hofferne, nogle,
som give det Fornødne, andre, som give Magt:
J de første kan man være roelig nok. Man siger
ikke til den, som har intet: Giv Skat af din
Viingaard eller af din Ager. J de store Embe¬
der er man omringet af Fare. Du maae enten
vænne dig til at være fornøiet med Lidet, eller og
frygte meget. Min Ven svarede mig, at i den
Stand, hvori han var, vilde han ikke tænke der¬
paa; at Haabet var hans eneste Trøst, at han
meente at være sikker nok ved sin Dyd; og ende¬
lig, at han aldrig endnu havde seet en ærlig
