1i
med mine Naad: Jeg seer vel, sagde han, at
J ikke vilde hielpe mig. Jeg holdt Eder for
min Ven, og J overlader mig til min Elendig¬
hed. J forøger den endogsaa, siden J betager mig
alt Haab. Jeg svarede ham, at jeg, som hans
Ven, var forbundet at tiene ham baade med Raad
og Gierning. Jeg overleverede ham et Brev
til Statholderen i Ghulistan, som strax gav ham
en liden Betiening. Siden blev han for hans
gode Egenskabers Skyld videre befordret, og
endelig kaldet til Hoffet. Kongen fattede God¬
hed for ham, og giorde ham til sin fornemmeste
Minister. Alle de Store søgte hans Beskyttelse,
og han glemte ikke at underrette mig om den Lykke,
som han havde giort. Gud skee Lov, sagde jeg,
jeg seer, at man aldrig maae fortvivle om Lykken:
Kilderne til det Onde og det Gode ere skiulte,
og vi vide ikke, hvilken der skal aabne sig for at
vande Livets Bane. O Menneske, o hvem du
end er, min Broder i Elendighed, vær taalmo¬
dig og haab!
Kort efter at jeg havde faaet denne Tidende
om min Vens Lykke, gjorde jeg en Pillegrims¬
Reise til Mecca. Ved min Tilbagekomst mødte
eg i en vild men meget behagelig Dal, et Men¬
neske, klæd som en Bonde, som gik ud af et li¬
det Huus og kom hen til mig. De Hofmænd,
sagde han, som J beskrev mig, bleve mine Fien¬
