82
Mere ei fatteligt var af de afbrudte takkende Sukke,
Gud kun ene forstod Hiertets lønlige Raab.
Rheddher, Propheten, stod hos, og udbredte velsignende
Hænder
Over Manughar, som bad, og nu af Bønnen opstod;
O, hvilken Fred i hans Ansigt! Huld, som den smilende
Morgen,
Der nu sit Biefald ham gav ved endnu klarere Smiil.
Prinds! udraabte Propheten, Hormiz da, det evige Væsen,
Han, de Oprigtiges Ven, Han, der Solen har skabt,
Og selv ihroner i Solen hans synlige billed, dig elsker,
Og til sin Naades Beviis har dig et Ønske forundt;
Taell Han hører os- Begge nedfaldt,  i det rystede Høien;
Stolt sig hævede nu Solen i fuld Majestæt!
Tør jeg og, sagde Manughar, vel vove det dristige Ønske!
Taell Gud- et Skrald blev nu hørt tordne med rullende Fart.
Blev det Manughar forundt sin og Persiens Skiebne at
skue,
Naar- Gid først sildig engang! - Phridun han er ikke
meer,
Da var hans Ønske bønhørt. - Prinds! din tilkommende
Skiebne,
Svarede Rheddher, er skiult, dog skal dig gives et Syn.
Thi vel Hormigda vor Skjebne bestyrer men ikke bestemmer;
Synet skal lære dig, Prinds! Skiebnen bestemmes ved
Valg.
Vælg dig den blid eller straffende; og at du viiselig vælger,
Du af forskiellige Valg ulige Følge skal see.
