85
Saa gav Propheten Manughar et Soelglas at see imod Solen,
Kun ved dens hellige Lys skuer man Tingene ret;
Viisdommen gietter, Jndbildningen smigrer, Erfaringen
skuffer.
Tag det Prophetiske Glas, agtsom betragt, og bliv viis!
Og nu Manughar tog Glasset, nedbøiede sig imod Solen,
Seet i det mithriske Glas syntes den ham som et Speil;
Strax han nu raabte: O hvad seer jeg? Mig selv, - O, for¬
føriske Udsigt!
Lystsyn, af vexlende Fryd friste Manughar; jeg seer
Hist, paa vellugtende Blomsterbed ligger, - hvor frie!
en Gudinde,
Vaagner af konstige Slum, og med de glatteste Ord
Hindrer Manughar at undflye. - Og nu halv dristig han
vover:
Himmelske Skabning fortæl! Smukkeste fiig, hvo
du est:
Livets Fortryllere, Menneskets Ven, skiønt beskyldt for dets
Fiende,
Dog jeg forsøder et strengt, kiedsomt, og ulystfuldt Liv;
Venlyst mit Navn. - Nu seer jeg Manughar forfærdes, og
Vellyst
Bruge forgieves sin Konst, smigre ham med dette Haab:
Prinds! vær ei fiendsk mod dig selv, skue, hvilken angenem
Udsigt!
Munter, uskyldig og let, yndig med Roser bestrøet
