89
Æren, ei vellystig smykket, men iført sit hærdede Pandser,
Stolt nu opfordrer hans Mod, trodsig tilbyder ham Haand:
Følg mig Manughar, bestemt til udødelig Ære at vinde,
Udviid Persiens Magt, nyd iblant Heltene Rang!
Og nu af Ærelyst dreven vises Manughar at følge,
Frygtbar at hæve til Striid sin seiervindende Arm,
Persien voxe i Magt som Manughar i Roes, og Tropheer
Pryde med Evigheds Pragt Heltens ærefuld Grav.
Næsten han vælgede alt ved det modige Syn at betragte;
Mennesket streed i hans Bryst - neppe dog Soelglasset
vendt;
Kan det erobrede Asien trøste mig, Prindsen nu spørger,
Naar det - uskattelig Priisl - kiøbtes med Borgernes
Blod?
Gaves mig Magt over Brødre til frit uden Nød at udpresse
Jkkun et eneste Suk? tør da for Heltenavns Roes
Jeg Millioner fortrænge, og dem min Blodtørst opofre?
Er mig ei Persien nok? Roes nok, at fremme dets Vell
Phridun en Udsigt mig viiste, begyndt hvor den slap her i
Støvet,
Aldrig fuldendt, kun begyndt, varer den Evighed ud!
Dyd, naar du byder mig følge, hvad hialp, om som Verdens
Behersker -
kke som stor, men som god, tør jeg ei frygte dit Vink. -
Tak Hormizda! som mig ved det lærende Syn underviiste,
Hvilken Tyran er den Helt, der ikkun dræber af Lyst!
Og ved at udbrede Riget, dets Nød og sin Skiendsel udbreder,
Fuld af Heltenes Haab, saae jeg alt Følgen forud:
