80
Saae mig selv synke i Dyd, som jeg steeg udi Roes og i Vælde.
Persten voxe i Magt, men med Lyksaligheds Tab;
Giennem de afbrændte Stæder randt for den lædskende Kilde,
Nu mine Liges - o Skaml - udøste strømmende Blod
Hist den Hevnraabende Araber, ham, som min Vold under¬
trykte,
O hvor hans døende Skriig steeg mod den blegnende
Soel!
Du, som throner i Solen! giv mig at kunde foragte
Folkemorderens Roes, Krigerens skrækkende Navn.
Viise Prophetl hvad seer jeg? - En Majestætisk Gudinde
Dog ei som Æren saa grum, og ei som Vellyst saa feig,
Yndig-alvorlig ret som den opgaaende Soel sig fremstiller:
Og see! Manughar paafaldt hellig tilbedende Frygt.
Æren og Vellyst tog Flugten - Ei kan hun ham ville
bedrage -
Nu hvor harmonisk og sødt taler hun Mod i hans Bryst:
Kiend dig, o Menneske, selv, udødelig Herligheds Arving!
OJdu, Manughar! Dig blev Persiens Krone bestemt,
Kiend din Bestemmelse ret; Dig Fødselen Rettighed giver,
Værdighed faaes ved Dyd. Følg mig paa Pligternes
Vei,
Eene Lyksaligheds Veil Den himmelske Viisdom dig lede.
Kongelig lærer den dig tænke, og leve, og døe. -
Religionen, nu taug. - Jeg seer nu, Manughar den lyde,
Strengt fornægte sig selv, daglig fuldkommes i Dyd,
Seer ham, o! tungeste Pligt, sin Vellyst og Roes at opofrel
Stille hengiven i Gud, mere lyksalig end før¬
