B!
Ja, vær selv Vidne, o Prinds! til Manughars lyksalige
Skiebne,
Falder nu Rheddher ham ind, Soelglasset vend og beskne!
Alt jeg det seer, gav Prindsen til Svar, hvor lyksalig
Manughar
Føler den Viises Roe, nyder den Dydiges Trøst. -
Glædet i Pligters Opfyldelse, glæder han sildigste Slægter,
Efterlignende Gud, skaber han Persiens Vel;
Udbreder Dyden, af Gode velsignes, ja selv af de Onde
Agtes, saa nyder og her Dyden i Tiden sin Løn.
Dog kun i Tiden begyndt, den i Evighed først skal fuldkommes,
Svarede Rheddher - og see! Solen udstrømmede Jld
Til at fortære al Jorden - dog Religionen Manughar
Førte, som Prindsen det saae, gjennem den aabnede Soel.
Her for Hormizda han staaer, hvor trøstet, og salig belønnet
For hver Opøfrelse! - men, stands nu ærbødig min Sangl-
Salighed! Evighed! Ord ei udtrykke det, Øren ei fatte,
Det u=udsigelig Syn. - Prindsen til Bøn nu nedfaldt.
Du, som mig undte at see min og Persiens uvisse Skiebne,
At kun ved hellige Dyd vindes Lyksaligheds Hæld.
Giv mig, Hormizda! at vælge ved Dyd og den Himmelske
Viisdom,
Engang som værdig Regent styre mig selv, og mit Folk.
Prinds! dette trøstende Haab paa Din Fødsels=Dag Riget
beliver,
Riig er Tanken paa Fryd! - Naar, gid først sildig engang!
Han, vor retskafne Phridun, ei længere er os en Fader,
Du os ved Viisdom og Dyd giør til lyksaligste Folk.
