106
nere, Handelmænd og Lærde. Saa nøie ere
disse Stænder forbundne, og denne Forbindelse
er evig, fordi den er naturlig. Vi see nu ikke
mere for vore Øine de første Led af den Kiede,
som binder dem tilsammen: Men Fornuften fin¬
der dem let; og ville vi endelig have Erfaring,
lad os kuns bryde et Led, og vi skulde strax merke
Virkningen der af. Det bliver i Almindelighed
altid Landmandens Formue og Smag, som be¬
stemmer den Grad, hvortil baade Konsterne og
Handelen kan bringes i et Land. Det er Land¬
manden eller dem, som leve af ham, der for¬
skaffe baade Næringsmidlerne og de raa Materia¬
lier; Det er ham, som kiøber Konstnernes Ar¬
beide og de fremmede Vare, som Kiøbmanden
indfører; og naar denne skal holde Staten i Lige¬
vægt med andre, fra hvem, uden fra Landman¬
den, skal han da tage de Vare, som han udfø¬
rer? Den eneste Handel, som ikke beroer paa
Landmanden, er Oplag af fremmede Vare, og
det, som forarbeides af udenlandske Materialier,
for at sælges til Fremmede. Men kuns faa Sta¬
ter kunde leve af denne Handel, fordi den op¬
hørte af sig selv, saasnart alle paa engang be¬
gyndte den. Hvor mange vigtige Slutninger
følge ikke heraf! Alt hvad som formindsker Vær¬
dien og Jndtægterne af Landgodset, ødelægger
Konsterne og Handelen. Det kommer an paa
