109
Staten omsonst, og dersom de giorde det, tiente
de den slet, fordi de kunne ikke berige Landet uden
ved en Handel, som er fordeelagtig for dem selv.
De maae altsaa ikke søge Embeder og Titler, fordi
disse føre til Pragt og Bekostninger, og svække
deres Grundregler. De kunde ikke oprette Stam¬
gods, eller forlange saadanne Privilegier, som
gjorde det vanskeligt for deres Creditorer at søge
dem, fordi derved forspildte de deres Credit.
De kunne vel forlade Handelen, naar de have
samlet store Midler; men hvem skal da fortsætte
den? Prakkere, som have ingen Credit, som
handle med fremmede Penge, og betale store Ren¬
ter? Vil en Kiøbmand endelig forlade sin Stand,
maae det altid være ham tilladt; og der bør in¬
gen Værdighed være i Staten, hvorfra han ude¬
lukkes, fordi man holder ham for ringe dertil.
Men saadanne Exempler maae være rare; man
maae mage det saa, at kuns faa ønske det; og
det skeer, naar man ærer Standen selv. Jeg
veed vel, hvad vore rangsyge Borgere ville ind¬
vende. Herremændene, ville de sige, følge ikke
altid Grundreglerne af deres Stand; De ere snart
karrige, snart ødsle; de foragte vore indenlandske
Vare og forøde deres Formue paa fremmede; og
hvor mange ere der vel, som ville sætte noget af
deres egne Midler til i Statens Tieneste? Hvor¬
or skulle vi da altid følge vore Grundregler?
