121
dem, som dyrkede Landet. Denne Samtale
imellem min Fader og mig blev holdt i Overvæ¬
relse af nogle viise og anseelige Mænd, som
hørte baade mine Spørgsmaale og hans Svar.
De bade mig, at jeg vilde skrive dem op, for
at kunne blive andre end de Nærværende til
Nytte.
Det er ikke af Hovmod, siger han i det
følgende, at han kalder dette Skrift et Konge¬
ligt Speil; Det skeer kun, fordi den, som
elsker gode Sæder, og beflitter sig paa det Vel¬
anstændige, kan der see det, som i et Speil;
fordi Folket retter sig fornemmelig efter Hoffet,
hvis Exempel har megen Jndflydelse paa Sæ¬
derne, og fordi det er en Konges fornemmeste
Pligt, at elske og belønne de Gode, og at straffe
de Onde.
Begyndelsen af Samtalen viser, at baade
Faderen og Sønnen tænkte som retskafne Adels¬
mænd; og dersom denne Tænkemaade var arve¬
lig, hvor misundeligt et Fortrin var det da ikke,
at nedstamme af saadanne Forfædre? Da du
er min eneste Søn, siger Faderen, og vores
indbyrdes Forbindelse er saa vigtig, seer jeg
gierne, at du taler ofte med mig, og jeg vil
gierne svare dig paa alt, hvad du spørger mig
om. Sønnen taler derpaa om Faderens For¬
tienester af Riget, og om den Ære, som han
