124
paa den Tid endnu deres Kald; Søen var deret
Element, og det var disse Normænd, disse ade
lige Kiøbmænd, som kom Franske til at skielve,
som befriede Neaple fra Saracenerne, og erobre¬
de Engelland. Denne unge Normand følte,
at Naturen havde kaldet ham til noget bedre, end
at dræbe Tiden i et Forgemak.  Da jeg endne
er ung, siger han til sin Fader, har jeg Lyst af
gaae til Søes, for at see mig om i Verden¬
Jeg troer, at jeg ikke bør lade mig see ved Hof
et, førend jeg først har lært at kiende det men
neskelige Liv." Hvor beskeden er dog ikk
denne Normand. Unge Adelsmænd ere mi¬
omstunder ikke saa undseelige. De ere dristig,
nok til at vise sig for heele Verden, førend d
endnu kiende noget til dem selv. Men hvad
raader hans Fader ham, søger han ikke at sæt
Mod i ham? Siger han ikke, at det er nok a
være af Familie? Nei. "Endskiønt jeg selv,
varer han, har været en Hofmand, laster jeg
dog ikke Kiøbmandsstanden. Der ere mang¬
brave Folk i den Stand; men der er stor Før¬
skiel paa at være en ret Kiøbmand, og at væn¬
en Høker og Bedrager." Saa uanstændigt,
som Sønnen finder, at det sidste er for en Per¬
son af hans Stand, saa meget ønsker han at blive,
det første, og begierer derfor, at Faderen vil
sige ham, hvilke Egenskaber dertil udkræves.
