129
jeg gaae reent forbi, og lade mig nøie med at an¬
merke, at Forfatteren derved ikke forstaaer Ma¬
nerer, men nogle af Hiertets Egenskaber. Det
udvortes Forhold kalder han Høviskhed, og
derom siger han saa meget, at man ikke kan tvivle,
at han jo har været en meget galant Mand i sin
Tid. Hans Agtsomhed gaaer saa vidt, at han
endog fortæller, hvorledes man skal bære sin
Kappe og sin Hat. Men Sæderne forandre sig.
Der kommer en Tid, da man skal lee af vore
Moder, og dette Capitel duer kuns for Elskere
af Alderdommen. En besynderlig Anmerkning
finder jeg om Oprindelsen til det Ord Hofmand.
Vore Sprogkyndige skulde maaskee takke mig
derfor. Hofmand, siger han, eller Hirdmand,
betyder en agtsom Mand, som giør sig fornuftige
Betænkninger over alt, hvad han seer og erfarer.
Men mange, legger han til, bære denne Titel
som et Øge=Navn. Og unge Hofmænd, som
troe, at de lære at kiende Verden bedre i et For¬
gemak, end af den heele Historie, ligner han
snart ved dem, som reiste til Jerusalem, og vidste
ikke at fortælle andet end Eventyrer, naar de kom
tilbage; snart ved unge Discipler, som bilde sig
ind at være Høilærde, saasnart de komme af
Skolen.
De to sidste Deele af dette betydelige Haand¬
skrift ere forlorne; De handlede om Geistlig¬
